Udviklingsprojekt om uro i indskolingen

20. juni 2017
....Uro opleves som et stigende problem i folkeskolen i dag (Szulevicz, 2016; Pisa-undersøgelser) og samtidig ses en tendens til, at denne uro er forøget i folkeskolens yngste klasser og i indskolingsafdelingerne.

Med henblik på at afdække årsagerne bag den registrerede læringsforstyrrende uro og især at udvikle og iværksætte indsatser, der kan reducere denne uro, inviterer PPR skoler til at deltage i et udviklingsprojekt i skoleåret 2017/18. 

Det overordnede udviklingsprojekt vil fungere som paraply for en række skolebaserede udviklingsprojekter, hvor målet er, at skolerne afprøver forskellige indsatser i forhold til at reducere uroen. De skolebaserede projekter kan eksempelvis omhandle en eller flere af følgende indsatser:

  • Klasseledelse, relationskompetence, læringsledelse - specifikt med henblik på undervisningsdifferentiering,
  • variationer af læringsaktiviteter i undervisningen,
  • arbejde med elevernes motivation for læring,
  • styring af elevernes opmærksomhed,
  • læreren som rollemodel i læringsfællesskabet,
  • koncepter til træning af social og emotionel læring,
  • fysisk indretning af undervisningslokalerne,
  • skole-/hjemsamarbejde og
  • overgangsprojekter mellem daginstitution og skole.

De skolebaserede udviklingsprojekter kan omfatte en enkelt klasse, flere klasser på samme klassetrin eller en indskolingsafdeling.

Hvert skoleprojekt vil have en projektgruppe, der foruden personale fra skolen, vil bestå af medarbejdere fra PPR og Læring & Pædagogik samt studerende fra Aalborg Universitet (Studiejob).

Skoleprojekterne vil indgå i et overordnet projekt som basis for netværksdannelse mellem projektskolerne. Det overordnede projekt vil endvidere omfatte et opstartsseminar, inspirationsmøder, café-møder med faglige oplæg samt en afsluttende konference, hvor de deltagende skolers projekter via oplæg og workshops formidles til skolevæsnets øvrige skoler til inspiration. Projektet er tilknyttet følgeforskning fra Aalborg Universitet.

 

 

 

Del indhold